
Det Kreative Familieværksted: Lav farverige uroer
Tag familien med til kunsthallens kreative familieværksted. Gå på opdagelse i Asger Harbou Gjerdeviks kunstneriske univers og skab din egen uro med afsæt i udstillingen Superposition.
I værkstedet arbejder vi med udvalgte former fra Gjerdeviks værker. Med skabeloner og transparent papir i forskellige farver kan børn og voksne klippe, kombinere og komponere deres egne former. Når de sættes sammen til en uro, opstår et værk, der hele tiden forandrer sig i mødet med bevægelse og lys.
Værkstedet inviterer til at undersøge, hvordan enkle former kan sættes sammen på nye måder, og hvordan farver og transparens kan skabe forskellige visuelle udtryk.
Drop in-værkstedet er for børn og deres voksne. I kan komme forbi i hele kunsthallens åbningstid og blive så længe, I har lyst.
Vi glæder os til at byde jer indenfor!
Praktisk information:
Drop-in værksted i kunsthallens café.
Alder: fra 8 - 12 år..
Pris: Værkstedsbillet 60 kr. pr. person.
Tid: Værkstedet er åbent fra lørdag den 10. oktober - søndag den 18. oktober kl. 11.00 – 16.00. OBS. mandag den 12. oktober er der lukket.