
Workshop: Mindeværdige jordtryk
Tag børnene med til workshop med kunstner Anna Weber Henriksen, hvor vi sammen undersøger jorden som materiale, aftryk og fortælling. OBS: TILMELDINGSFRIST SENEST MANDAG DEN 12. OKTOBER KL. 12.00
Med jord fra steder, I selv har en særlig tilknytning til, eksperimenterer vi med, hvordan farver, strukturer og spor fra jorden kan blive til kunst.
Inden workshoppen skal I finde jord fra tre steder, der betyder noget for jer. Det kan være fra haven ved jeres barndomshjem, fra en yndlingsplads i naturen eller fra et sted, hvor en særlig oplevelse har fundet sted. På den måde bliver jorden et konkret aftryk af et sted, en tid eller en fælles historie, som I tager med ind i workshoppen.
På workshoppen har vi tre timer til at arbejde med jord, vand, letvævet bomuldslærred og akvarelpapir. Jorden blandes med vand og bruges til at skabe aftryk og spor. Vi undersøger, hvordan et materiale fra vores egne omgivelser kan forandre sig, når det flyttes fra jorden og over på papiret og lærredet og hvordan det kan fortælle noget om de steder, vi kommer fra.
Workshoppen er særligt tilrettelagt for børn og deres voksne med færre deltagere og god tid til fordybelse og kreative eksperimenter. Workshoppen kræver ingen særlig erfaring med kunst, kun lyst til at være nysgerrig, prøve sig frem og skabe sammen.
Medbring: Jord fra tre forskellige steder, der har en særlig betydning for jer. Medbring jorden i tre separate, vandtætte beholdere, for eksempel syltetøjsglas. Beholderne skal også bruges til at blande jorden med vand under workshoppen.
Praktisk information
Tag praktisk tøj på, der gerne må blive beskidt. Vi arbejder både inde i værkstedet og ude i gårdhaven.
Alder: 4 - 10 år og deres voksne
Pris: 60 kr. pr. pers.
Aktiviteten kræver tilmelding. Der er tilmeldingsfrist mandag den 12. oktober kl. 12.00.